Traume

Traume kommer af det græske ord for 'sår'. Når vi skades fysisk efterlader det et ar og det ar er mindre fleksibelt, mindre modstandsdygtigt. På samme måde, når såret er indeni, er det også sammentrukket, indsnævret og svære at penetrere. Så traume er altså en begrænsning af et menneskes følelsesmæssige funktion, der skaber hårdhed, mindre fleksibilitet og indsnævring. Og vi kan måle traume på flere parametre.

1. Det første tegn på traume er en adskillelse fra en selv. Har du nogensinde haft en intuition, og så fået det skidt, fordi du har ignoreret den? Dér er tegnet. For dine mavefornemmelser er dine stærkeste guides til, hvad du har brug for i verden, og hvordan du beskytter dit liv. Tænk på indfødte. Uden deres mavefornemmelse overlevede de aldrig i naturen. Så traumets første indflydelse er, at vi overhører vores mavefornemmelse, vi forlader os selv og der opstår en adskillelse - en disconnect.

2. Det andet tegn på traume er, at du adskiller dig fra andre. Du føler mistillid til andre og du isolerer dig og er alene. Det her er en af hovedårsagerne til at afhængigheder er så ensom en lidelse, fordi selv hvis den afhængige bruger stofferne til at forbinde sig mere socialt og opnå mere kontakt, så sker det på baggrund af en allerede indre ensomhed, skam og isolation. 3. Traume farver vores syn på verden og vores overbevisninger om os selv og andre. Med andre ord så forvrænger traumer vores syn på verden og altid på en negativ måde. 4. Indtil traumet arbejdes med så giver det livslang smerte. En smerte som det mest naturlige er at føle trang til at ville væk fra. 5. Traume indvirker på hjernens udvikling. 6. Traume giver en et skam-baseret syn på sig selv. Der er en læring om os selv i traumatiske erfaringer som har sat spor i noget smukt og helstøbt i os - vores selvforståelse. 7. Og traume gør det vanskeligt for en selv at være tilstede i nuet. Det får en til at sidde fast i fortiden og at reagere i nuet, som om det der skete dengang, sker nu, men det er fortiden der reageres på. Så traume påvirker alle reaktionerne i nuet. Vi reagerer altså ikke længere på hvad der reelt set sker, men på vores overbevisning i nuet om, hvad der sker. Af alle mulige forklaringer, så vælger vi den værst tænkelige pr automatik, fordi vi forvirrer nuet med fortiden og det vi lærte dengang, da vi oplevede det traumatiske. Traumet er ikke hvad der skete dig, men hvad der skete indeni dig, på grund af det, der skete dig. Der sker en adskillelse fra dig selv. Dét er traumet, som terapien skal virke på.

Det lærte os, at vi var uelskelige, uværdige, forkerte, uvigtige. Dét er traumet, som terapien skal virke på. Vi forveksler fortiden med nutiden og vores reaktioner og relationer bærer præg af det. Vi tror, at den anden forårsager smerten i nuet, men det er smerten indeni, vi reagerer på og ikke mindst den overbevisning, vi tillægger os selv, den anden og situationen, der forårsager smerten. Psykoterapiens fokus handler om at genetablere forbindelsen, så den disconnct, der skaber dine symptomer, bliver til en lindrende tilknytning til dig igen. Og det kan terapeuten være katalysator for.