top of page

Lisbeth Hansen
Psykoterapeut

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Twitter Icon
IMG_4248.jpeg

Eksistentielle kriser og vækstpunkter

Som mennesker er vi kastet ind i en sammenhæng, hvor vi ikke på forhånd er givet en mening med de udfordringer vi møder på livets vej. Nogle gange er det mest gruopvækkende, at der ikke er nogen. Nogen gange sker livet, fordi det sker. 

Når kriser som skilsmisse, død, arbejdsløshed, sygdom, voldsomme livsbegivenheder eller økonomiske problemer udløser for stor usikkerhed i tilværelsen igangsættes en række af svære tilstande i os. Tilstande som angst, sorg, meningsløshed, ensomhed og en følelse af fremmedgørelse i relationen til os selv.

Overgangen fra tilværelsen som den var og ind i det nye eksistensgrundlag kræver meget af os og undertiden befinder vi os i en smertefuld forandringsproces. 
Vi vil forsøge at skabe forudsigelighed ved at bruge hovedet til at regne ud, men det er essensen vi skal ha' indføling i. 
Vi må stilne støjen og nå tættere på vores egen væren igen for at begynde at genfinde balance.

Det er her jeg vil møde dig. Psykoterapien kan hjælpe dig med at hente indsigt, håb, tro, forståelse og at skabe mening. Psykoterapien kan hjælpe dig med at udfolde de sider af dig, som kalder på vækst, så du mærker benene forankret solidt i grunden under dig igen. Og støtte dig i at bearbejde det, som er svært at bearbejde nu.

Nogle gange igangsættes en opvågningsproces i livet som føles brutal uden nogen åbenlys udløser. 

Her må vi også bringe forstanden ud af spil for at se stien til det næste stadie af vores udvikling.
Eksistentielle kriser er muligheder for vækst og det uforløste potentiale kan terapien hjælpe dig med at se og omfavne. På den anden side af processen vil du føle dig lettere, mere forankret i dig selv, mere bevidst og opleve en ny form for mening.

 

Hvis du går med en oplevelse af grundløshed, af tab af orientering og af forladthed kan det være svært at møde forståelse fra omgivelserne og endda at sætte ord på. Hvorfor du stadig føler dig forladt, når du bliver holdt, føler at du ikke hører til, selvom du har mennesker omkring dig, som elsker dig. Hvordan du måske ikke engang føler trang til andet end at være alene, for det at have folk omkring dig gør det ubarmhjertigt tydeligt. Fremmedgørelsen skriger til himlen. Det er okay.
 

Tilstande af tomhed og forladthed kan behandles med kærligt nærvær.

Det kan være skræmmende at befinde sig i sådan en overgang i livet og mit fokus vil være at holde rummet med forståelse og plads til det, du oplever indeni lige nu og skabe grobund for din vej mod lethed, overblik, lys og håb.

At 'være ved at miste forstanden' er en døråbner til vækstmuligheder, der skaber dyb forvandling. Det føles som om, at det hele ramler. Det gør noget også. Dit værn forsvinder, måske er du under dyb forandring og transformation, og ligesom i sorgen kan det føles som at dø sin vej tilbage til livet.

Alt overflødigt bliver skrællet væk.

Og en udgave af dig, som har ligget gemt under lag af forsvar, har mulighed for at få næring til at vokse.
 

Du kan blive stærkere, mere modstandskraftig, mere vis, dybere forankret, mere intenst i live. Du kan turde mærke smerten og mørket og gå på opdagelse i de ukendte sider i dig, der trænger til udfoldelse og frigørelse. Og du vil blive mere i stand til at gå din sti i møde med tillid og tro. Det kræver modet til at turde tage afsked med gamle forældede versioner af os, som ikke tjener os længere og gå den kvinde eller mand i møde, der venter på os 'derude' i det 'ukendte'.

 

Det tager tid.
 

Det kan tage tid at komme overens med livet igen, hvis tidlig eller pludselig forladthed, traumer og tab præger vores udsyn og værens stavn. Hvis tidlige traumatiske hændelser har rystet dig i dine grundvolde og bragt dig langt væk fra dit eget center... Eller hvis sygdom, død og sorg har bragt dig direkte ind i tilværelsens barske realiteter.

Vi kan behøve en vejviser, mens vi skaber ro og balance igen. Mens vi genetablere forbindelsen til vores center.

 

Herfra er alting klart, roligt og fredeligt.

 

Vi kan behøve en vejviser, mens vi samler os fra svære livsvilkår, der har ramt os.


Du vil undervejs lære vigtige livslektier og blive i stand til at omfavne dit liv igen med en accept og en tro og en tillid til den vej, du er på. At omfavne dig nu med det du er og det dér er.

Forandringen kan kræve smertefulde opgør og en afsked med betydningsfulde dele af dig og mennesker i dit liv, som ikke længere er eller passer til den, du er ved at blive. 
Den smertefulde forvandling gør dig modstandsdygtig og selvom du måske langt hellere ville være tabet eller din situation foruden, så er det i styrken til at ændre det, vi kan, at du kan igangsætte vejen til det gode liv for dig nu, hvor dit livs betingelser er, som de er.


 

Måske oplever du

  • Søvnproblemer

  • Knugende, indre tomhed 

  • En oplevelse af at være gået fuldstændig i stå

  • Trang til isolation

  • Følelsesløshed

  • Tankemylder
     

Måske oplever du

  • Problemer med at sørge og give slip

  • Svære depressioner

  • Invaliderende angst

  • Fysiske smerter, hovedpiner/migræner

  • Kvalme 

  • Motoriske vanskeligheder

  • Tab af orientering

  • Meningsløshed

  • Kraftig udlængsel

  • Selvmordstanker & tran


Du er på vej. Og vi kan kigge på det sammen, hvis du ønsker det.

Min linje er åben.
 

Lisbeth 
- Wholehearted living

         © 2026 Lisbeth Ring Hansen

  • Certificeret psykoterapeut i Aalborg

bottom of page